Nextagenda hiver førsteplads hjem i Microsofts prestigefyldte konkurrence

Ballerup, Danmark | 10 december 2021

Nextagenda har nu bevis på, at de er bedst i Danmark til at anvende Microsofts data-visualiseringsværktøj; de har nemlig vundet førstepladsen i den anerkendte Microsoft Power BI-konkurrence. God storytelling og et hårdtarbejdende team med sans for at formidle en teknisk svær case førte dem til den øverste plads på podiet


Den 28. september blev finalen i den første Microsoft Power BI konkurrence afholdt i Danmark. Den dato glemmer de næppe hos Nextagenda, da de løb med sejren og kunne tage vindertrofæet med sig hjem. Det er et kæmpe skulderklap for datavirksomheden, der nu kan kalde sig de bedste i Danmark til at anvende visualiseringsværktøjet.

“Vi tilmeldte os egentlig konkurrencen, fordi vi var et relativt nyt sammensat team, og jeg tænkte, at det kunne være en god øvelse for os, så vi kunne teste hinanden af og se, hvor vi hver især var gode og hvor vores udfordringer lå,” fortæller Lasse Jørgensen, der er Head of Business Analytics i Nextagenda og fortsætter: “Og så havde vi selvfølgelig en forhåbning om at vinde, så vi kunne vise omverdenen, at vi faktisk er nogle af de bedste i Danmark til at anvende værktøjet. Det har vi så et bevis på nu, og jeg er virkelig stolt af, hvad vi har udrettet sammen i vores team.” 
 
Nextagenda byggede en case op med data fra blandt andre Danmarks Statistik og Erhvervsstyrelsen, hvor de overbeviste både brugere og Microsofts egne eksperter i dommerpanelet om, at Nextagenda er de førende i Danmark, når det kommer til at anvende Power BI. 
 
Dommerne var ikke i tvivl 
Konkurrencen startede med at Microsofts eget Power BI-team gennemførte en elimineringsproces på baggrund af deltagernes indsendte cases. Her blev 10 virksomheder udvalgt og lagt op på Microsofts Power BI hjemmeside, og det var herefter op til brugerne at stemme de tre bedste cases videre til finalen. I finalen skulle hvert deltagerteam præsentere deres case foran et dommerpanel bestående af Microsofts egne eksperter, der kårede årets vinder.  
 
“Dommerne var slet ikke i tvivl om, hvem vinderen skulle være. De lagde især vægt på, at Nextagenda var innovative i måden, de brugte deres data på, de gav dommerne ‘wow-effekt’ i deres brug af visualiseringseffekter, og vigtigst af alt havde de styr på deres storytelling,” fortæller Lars Andersen, der er Senior Program Manager i Microsofts Power BI Customer Advisory Team, om dommernes begrundelse for Nextagendas førsteplads. 
 
Teamet fra Nextagenda havde taget udgangspunkt i en case, de tænkte mange kunne relatere til; de mange tanker og spørgsmål, der dukker op, når man undersøger at købe hus i anden kommune. De opbyggede derfor en historie, der visualiserede alt fra de økonomiske aspekter af at skulle tage et lån, til hvilke skoler og fritidstilbud, der er i området.
 
“Vi fokuserede på, at der skulle være en historie som var genkendelig for mange, og hvor fokus lå på den værdi og forskel, det faktisk skaber for brugeren. Ud over det havde vi også skabt en meget teknisk god løsning, men vi holdt hele tiden fast i, at vi også skulle tage udgangspunkt den her fortælling, så det ikke blev en alt for teknisk snak. Og det, tror jeg, var med til at give os førstepladsen,” fortæller en stolt Lasse Jørgensen.
 
Sejren blev fejret med et glas bobler og en god middag for vinderteamet. Tilbage på kontoret stod resten af kollegaerne i Nextagenda også klar med klapsalver og konfetti, da teamet vendte retur. Førstepladsen har ifølge Lasse Sørensen givet teamet en god portion selvtillid, samarbejde, skulderklap og selvfølgelig et stærkt bevis overfor deres kunder om, at de er de bedste i Danmark til at anvende Microsoft Power BI. 
 
Microsoft har luftet idéen om, at konkurrencen skal afholdes igen næste år, hvor de eventuelt udvider det til et europæisk mesterskab. Når den tid kommer, står teamet atter klar til at vise deres værd, og skulle der dukke andre lignende konkurrencer op i fremtiden, er Lasse Jørgensen ikke i tvivl om, at de er blandt de første til at tilmelde sig.  
 
Om Power BI
Power BI er et business intelligence værktøj udviklet af Microsoft skabt til at analysere, sammenlægge og visualisere data. Værktøjet blev udgivet i 2014, men har på få år skabt enorm opmærksomhed og popularitet blandt virksomheder verden over - og i Danmark. Værktøjet gør det muligt samle og formidle sin data på en læsbar og overskuelig måde ved at visualisere det igennem grafer og diagrammer. Og det kan være brugbart for blandt andre ledere, der ønsker at få et samlet overblik over et område førend de foretager strategiske ændringer. Netop dette har stor interesse for mange virksomheder i Danmark, der får hjælp fra konsulenthuse som Nextagenda til at samle og visualisere deres data gennem Power BI. For at Microsoft kan sikre, at deres partnere i Danmark lever op til en hvis standard, har de igangsat en række initiativer, som blandt andet Microsoft Power BI konkurrencen, der skal måle deres partneres evne i at benytte værktøjet.