Fra strategi til håndsprit

 
Kære kunder og samarbejdspartnere
 
Så skal jeg da lige love for, at vi alle fik vendt op og ned på vores hverdag.
 
Overnight gik vi fra strategi og langsigtede planer til fokus på beredskab, regeringens hjælpepakker, hvor kan vi skaffe håndsprit til de af vores teknikere, der stadig er på vejene, hvordan holder vi alle sammen humøret højt og ikke mindst, hvordan skaber vi en forholdsvis ”normaliseret” arbejdsdag fra hjemmekontoret.

 
 
Dorthe-(1).PNG
 

 

"Vi gør alt, hvad vi kan for at sikre forsyninger til vores kunder. Ligesom vores sælgere, IT-konsulenter og øvrige organisation er parat til at løfte opgaver for såvel nye som eksisterende kunder"

Stramninger fra regeringen dag for dag har gjort, at vi alle skal tænke os ekstra meget om. Hvem skal vi omgås med og hvordan omgås vi med hinanden sikkert? - Som statsministeren siger, ”vi skal stå sammen – hver for sig”. Man kan vist roligt sige, at vi nu har skabt en ny ”normal” med skype/teams møder, flere i samme rum, hvilket vi jo egentligt er vant til fra vores åbne kontorlandskaber, men man bliver lidt mere sensibel, når der er en, der lige sætter en kop i opvaskemaskinen, mens man sidder i et skypemøde med 10-12 deltagere.  Det er utroligt, hvordan vi klarer vores normale hverdag med masser af kollegaer rundt om os, der taler, griner, larmer osv. Der er ingen tvivl om, at dette kan skabe udfordringer i familierne rundt omkring i verden.
 
Når det så er sagt, så er det også i tider som disse, at jeg glædes over at være en del af en global virksomhed. Det betyder, at vi har et stærkt bagland og endnu bredere skuldre til at håndtere en udfordrende tid som denne. Ligesom vores sælgere, IT-konsulenter og øvrige organisation er parat til at løfte opgaver for såvel nye som eksisterende kunder. Derudover er vi i fuld gang med at ændre vores seminarer til webinars og tilpasse dem til hjemmearbejdspladserne, og vi har mange spændende webinars undervejs. De bliver alle opslået på vores hjemmeside og linkedin profil, så tjek dem gerne løbende.

Hos Konica Minolta har vi valgt for en periode at sende en række medarbejdere hjem på statens lønkompensationspakke. Det har vi gjort, så vi på den anden side af Covid-19 igen kan sætte alle sejl ind og sikre, at vores kunder får den sædvanlige gode kvalitet og leverancer, samt at vores medarbejdere har en god og solid arbejdsplads at vende tilbage til.
 
Vi sidder stadig klar ved telefonerne, kaffen står ved siden af tastaturet, så vi hurtigt kan svare dig, og vi holder dig løbende orienteret om situationen på vores hjemmeside.
 
Vi ser alle frem til at indtage vores arbejdsplads igen – men indtil da, pas rigtig godt på hinanden og på jer selv.
 
Dorthe Nielsson
Country manager